Maratonløb i Rios varme – en OL-beretning

13. september 2016 20:50 , af Anna Holm Jørgensen

Det er vinter i Rio de Janeiro, hvilket virker lidt misvisende. De første mange dage i OL-byen har budt på høj sol og næsten uudholdelig varme på grund af den høje luftfugtighed. Men uden varsel skiftede vejret, og det er nu køligt med tiltagende regn og blæst. På trods er vejrskiftet, lover de 28 grader og høj sol søndag den 14. august, når kvindernes maratonløb skydes i gang. Men som jeg står der og fryser i lange bukser og med en paraply over hovedet, har jeg lidt svært ved at forstille mig det. 

”Vil du gerne have det her vejr, eller hellere varmt på søndag?” spørger Johnny Bagge, som er personlig træner for 800m-løberen Andreas Bube og samtidig er med som langdistancetræner på turen.

”Altså der er jo fordele ved begge dele. Bliver det overskyet og koldt, så løber jeg stærkt. Bliver det varmt, så er der flere konkurrenter, der dummer sig.”

Mit svar får Johnny Bagge til at grine. ”De fleste ville nok sige, at der er ulemper ved begge dele.”

Skal jeg være helt ærlig, så frygter jeg da også varmen. Jeg er ankommet 10 dage inden mit maratonløb og har derfor løbet de sidste to vigtige træningspas i Rio. Helt konkret var der tale om en halvlang tur med maratonfart og en god omgang intervaltræning. Ingen af delene føltes godt. Det tilskriver jeg helt klart varmen og den høje luftfugtighed. Men der er også andre faktorer, der gør sig gældende.

Jeg er meget træningstræt, da jeg har trænet for fuld styrke frem til afrejse. På grund af sygdom er jeg gået glip af nogle vigtige og hårde træningsuger hjemme i Danmark. Derfor er min træner Claus Hechmann og jeg blevet enige om at skubbe min nedtrapningsfase. Hvis vi som normalt havde startet nedtrapningsfasen tre uger før maratonløbet, ville jeg nemlig risikere at formtoppe for tidligt. Men samtidig skal jeg også nå at blive frisk, hvis jeg skal have det optimale ud formen.

Claus har som altid lagt et program, men jeg følger det ikke 100 procent. Rejsen har taget hårdere på kroppen end forventet, og der er så mange nye indtryk i OL-byen, der også tapper kroppen for energi. Så jeg justerer træningen efter min fornemmelse og dropper samlet omkring 10 planlagte kilometer den sidste uge inden løbet.

Kollegaer frem for konkurrenter
Dagen før mit maratonløb løber jeg 8 km i OL-byen. Her er der en rød asfalt-cykelsti på små 3 km, som er ideel til joggeture. Cykelstien snor sig uden om de mange højhuse, der alle er beklædt med store nationalflag hængende fra vinduer og altaner. Stien går også ind i hjertet af OL-byen. Her står de fem farverige ringe. Symbolet på de fem kontinenter.

Hver dag bliver jeg ramt af den samme særlige følelse i OL-byen. En følelse af samhørighed og glæde. Nok fordi vi er atleter fra hele verden, der alle har brugt mange år på at nå hertil. Denne morgen er ekstra speciel. Det vrimler med små spinkle kvinder på cykelstien. Der er ikke noget at tage fejl af: vi er maratonløbere. Vi har valgt den samme taktik. Morgentur kl. 9.30 for at fin-tune vores indre ur. Der er præcis 24 timer til starten i morgen. Jeg overhaler en kvindelig løber fra Østrig, som jeg allerede har snakket med en gang før. Jeg drosler ned i hendes tempo, og vi snakker os igennem de næste par kilometer. Vi frygter begge at møde muren i varmen. Vi griner. Vi er mere kollegaer end konkurrenter. Vi har en svær opgave foran os. Det handler ikke om medaljer. Den kamp skal kæmpes blandt etiopiere og kenyanere. Vores modstander er varmen og luftfugtigheden.

En konservativ strategi
Jeg har hver dag registreret vejrforholdene mellem kl. 9.30 og kl. 12.00 ved hjælp af en app på mobilen. Denne info har jeg sendt på mail til min far Henrik Jørgensen, der selv har deltaget i OL to gange. Han hjælper mig altid med væskestrategi inden mine maratonløb og har selv erfaring med at løbe i varme.

Derudover har jeg løbet med pulsur i Rio og sendt data fra mit ur til Claus. Han kan se, at min puls ligger væsentligt højere end normalt. Konklusionen fra Claus og min far er derfor enslydende: Det handler om at løbe konservativt.

”Er vi enige om, at du vil være tilfreds med 2.40 under de her forhold?” spørger min far i telefonen dagen inden løbet.

”Ja, selvfølgelig.”

Alle løbere og trænere, jeg har talt med i Rio, mener, at de ekstreme vejrforhold vil betyde et slutresultat 5-10 min langsommere end PR (personlig rekord). De fleste siger syv minutter. Med en PR på 2.34.28 er sub. 2.40 derfor mit drømmescenarie.

”Hvis du ligger ud til 2.42, så kan du sagtens komme hjem på 2.40,” siger min far.

”Jamen, er du klar over, hvor træt man er til slut på en maraton! Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg så skal kunne løbe så hurtigt hjem.”

”Det er fordi, du ikke har prøvet det endnu.”

Og ja, her står den nok 30-3 til min far. Han har løbet ti gange så mange maratonløb, som jeg, og har en nordisk rekord på distancen som trumfkort i ærmet.

En hjælpende hånd til at blande væske
I forhold til væsken så handler det om at skrue ned for sukkeret, da sukker hæmmer evnen til at optage væske. Og væskeoptag er altafgørende i varmt vejr. Jeg går i gang med at beklæde mine drikkedunke. De får lyserødt tape på, så jeg kan genkende dem.

Hækkeløber Sara Slot Petersen har to dage til sin første konkurrence, og synes vi skal sætte os ned og lægge puslespil. Det har vi købt med hjemmefra som tidsfordriv, men i dag har jeg nok med bare at holde brikkerne i hovedet på plads.

”Men du kan hjælpe mig med at blande væske. Det er altid lidt uoverskueligt.”

Den er Sara med på. Jeg forklarer hende, at her er vægten, her er drikkedunkene, her er energipulveret og her er dunken, som vi skal mikse det hele i. Den er mindre end 1 liter, så vi kan kun blande 500 ml. ad gangen.

”Det gør det hele lidt mere besværligt. Jeg burde have skaffet en 1,5-liter-flaske.”

”Ej Anna, det her er jo ikke svært. Du har vist lidt nerver på. Nu slapper du bare helt af og lader mig styre det. Jeg har lavet opgave om det her med cykelryttere på studiet og ved, at det skal stemme helt ned til præcise gram. Jeg er uddannet til det her. Den klarer jeg.”

Sara har en bachelor i ernæring. Men det bedste af det hele er, at Sara kender mig. Vi mødte hinanden første gang som 15-årige og har mange gode og sjove oplevelser sammen fra utallige ungdomsmesterskaber. Vi har været tæt på hinanden mange gange før i konkurrencesituationer, og jeg bliver mindet om, hvorfor atletikveninder er noget ganske særligt. Vi deler de sportslige øjeblikke, hvor vi er allermest pressede, og vi oplever hinandens nedture og sejre. Jeg smiler og slapper helt af. Sara har tjek på det.

Starten uden varsel
5.45 ringer vækkeuret. Jeg har sovet som en sten i næsten otte timer. Det er ikke normalt for mig inden et maratonløb. Jeg plejer at være tilfreds med 5-6 timer. Så der er allerede plus på kontoen. Jeg kommer lidt sent ud af døren og iler ned mod morgenmaden. Men opdager så at mine cornflakes ligger i lejligheden. Ind i elevatoren igen og op til 10. sal. Ned igen og så afsted på en Danmarks-cykel, som er stillet til rådighed til os atleter, så vi kan spare både tid og bentøjet, når vi skal til madsalen i den anden ende af OL-byen. Jeg kaster en portion cornflakes ned, spiser brød og laver en æggemad, som jeg tager med i hånden. Den må jeg spise i bussen, for ellers når jeg ikke at komme afsted. Det er lige som det skal være. Følelsen af at være ’i sidste øjeblik’, pepper mig op.

Vi ankommer til startområdet. Der er heftig kø til toiletterne. 157 kvinder har været fanget i en bus i lidt over en time. Mange begynder at varme op på et græsområde, men jeg sidder bare og slapper af.

I call room, stedet hvor vi løbere skal registreres, er der trængt og hektisk. Jeg har endnu ikke fået konkurrencetøjet på og opdager, at call roomet ikke er aflukket som normalt. Der er ligefrem kameraer rettet mod os. Men der er ingen vej uden om. Først farvel til trussen og siden overdelen, så jeg kan komme i landsholdstøjet. Dernæst på med chippen i skoen. Jeg varmer op i 2-3 minutter på en 50 meter lang asfaltstrækning. Det er kun for lige at ryste benene.

Vi bliver ledt ud til starten, og jeg når lige at få sagt ”good luck” til et par løbere, så går startskuddet uden varsel. Feltet bevæger sig lidt tøvende afsted, og jeg ligger næsten allerbagerst. Efter små 500 meter kommer østrigeren op til mig.

”What a start! I was like: Are we supposed to run now?” griner hun.

“Yeah, that was really strange,” mumler jeg. Men brasilianerne er åbenbart ikke så rutinerede i at skyde maratonløb i gang.

Tålmodig betaler sig
Vi løber side om side, men modvinden rammer os, og jeg søger ind bag min nye løbeveninde. Her ligger jeg i en kilometer, hvorefter jeg smutter op på siden af hende.

”Let’s help each other in the wind,” foreslår jeg. Og sådan bliver det. Vi rammer en perfekt rytme og skiftes til at trække. Jeg tænker; ’fedt, den her stil kører vi resten af vejen, så skal det nok blive godt’. Men ude omkring 10 km sætter hun pludselig farten op med 10 sekunder pr. kilometer. Jeg hænger på i to kilometer og tænker, at hun nok falder tilbage i rytmen igen. Men nej, hun er gået op i et nyt tempo, der ikke passer til min strategi. Det er let og meget fristende at følge med, men jeg lader hende løbe.

Jeg ligger langt nede i feltet og er ikke engang i top 100. Det er lidt stressende, fordi det føles så let. Men jeg bliver ved med at sige til mig selv, at dem foran nok skal komme tilbage til mig.

Ved hver eneste kilometer kigger jeg på uret. Det er jeg nødt til. Ellers kommer jeg til at løbe for stærkt.

Og sådan går tiden. Vi løber på en rundstrækning langs vandet, og jeg får pludselig øje på Cristo-statuen. Det minder mig om, at det her er en oplevelse for livet.

Ved hver 5 kilometer er der væskedepot. Jeg drikker al min væske hver gang, og alt kører som planlagt. Omkring 25 km sker der endelig noget. Jeg begynder at overhale løbere, og de er i modsætning til mig meget trætte. Jeg løber forbi østrigeren og forbi det tyske tvillingepar Anna og Lisa Hahner, som begge har løbet et godt stykke under 2 timer og 30 minutter på maraton. De er også trætte. Vi hilser på hinanden med et hurtigt smil. Jeg løber videre. Overhaler flere. Ude ved 35 kilometer står Johnny Bagge og råber:

”Anna, du ligger nummer 88, og de går kolde oppe foran. De er så trætte.”

Det er mit stikord. Jeg har sneget mig uden om den frygtede mur, og nu er det tid til at åbne løbet. Jeg vil gerne slutte i den bedste halvdel af feltet, så jeg mangler omkring 10 placeringer. Jeg tæller. 1,2, 3, 5, 6,7, 9…” Vi løber igennem en gade midt i Rios bymidte. Det er tykt med mennesker, og der lyder de vildeste brøl, jeg nogensinde har oplevet under en konkurrence. Jeg opdager, at jeg er i gang med at overhale en brasilianer, så opbakningen er ikke til mig. Men det føles godt alligevel.

Glæden ved at dele øjeblikket
Opløbsstrækningen er på Sambadrome, hvor brasilianerne holder deres årlige karneval. Da jeg drejer ind på pladsen, kan jeg skimte en løbestil, jeg kender. Det er min løbeveninde Lizzie Lee fra Irland. Vi har løbet mod hinanden før og er altid kommet næsten samtidig i mål. Kun få sekunder har hver gang skilt os ad. I vinters blev vi gode venner til et løb i Edinburgh, og vi har skrevet med hinanden frem mod Rio. Hun har været i mine tanker under min maratontræning, hvor jeg ofte har haft en tilbagevende tanke om, at vi skulle løbe sammen i mål i Rio. Så jeg tænker; ’Det er simpelt løgn det her’, og selvom jeg er rimelig smadret på det tidspunkt, passerer jeg hende med et lille ”hey” og prøver så at nå yderligere to løbere, der nærmest går foran os. Selvom der er mindre end 100 meter til mål, når jeg dem begge og slutter som nummer 55. Tiden lyder på 2.39.49. Det går op for mig, at jeg har løbet over et minut hurtigere på sidste halvdel af løbet. Jeg sunder mig lidt og stavrer så hen til Lizzie.

”Anna, we are Olympians.”

Vi krammer hinanden.

”Yes, we are Olympians,” gentager jeg. Samme lettelse. Samme glæde.